Naturkatastrofen kan indtræffe, hvis den ret fredsommelige vulkanrække nær gletsjeren Eyjafjallajökull udløser et langt større udbrud i den nærliggende og væsentligt mere eksplosive vulkan Katla.
I heldigste fald vil et Katlaudbrud nøjes med at tvinge store dele af den transatlantiske flytrafik til at ændre rute for at undgå at få vulkansk aske i motorerne. Dertil kommer, at fossende floder af vulkansk smeltet is fra gletsjeren over Katla kan forårsage lokale skader på bygninger og infrastruktur. Men Katla og Islands anden yderst farlige vulkan, Grimsvötn, har potentiale til jordiske kraftudfoldelser af langt mere skræmmende karakter.
Mønstereksemplet stammer fra årene 1783-84. Dengang åbnede en kraterrække på cirka 30 kilometers længde og med 140 mindre vulkaner sig op i det såkaldte Lakiområde nær Grimsvötn i det sydlige Island.
Dermed var den formentlig største naturkatastrofe på vores breddegrader siden Jesu fødsel indledt.
De lokale bønder i området havde aldrig set noget lignende. Himlen blev stærkt formørket, luften blev gennemtrængt af stinkende svovl – »som at hælde glødende kul i urin«, som en lokal præst beskrev det. Dertil kom ubegribelige mængder af lava, som væltede frem over landskaberne i kilometerlange bræmmer.
Nogle steder flød lavaen ned i elve, hvor vandet dampede bort for til sidst at opfylde hele slugter med glødende bjergarter i op til 180 meters dybde og 500 meters bredde.
Lakiudbruddene blev langt den største katastrofe i hele Islands historie. Selv midt på sommeren frøs det om natten, afgrøder visnede, og store mængder fluor- og svovlsyre fra udbruddene landede på græsmarker, hvorefter husdyr blev syge og døde i hobevis, herunder hele 190.000 får svarende til næsten 80 pct. af landets bestand.
Men turen kom også til islændingene selv. Før udbruddene boede der ca. 49.000 mennesker i landet af ild og is. Tre år senere var tallet reduceret med 22 pct. – til 38.000. Islændingene døde simpelthen af hungersnød, mangelsygdomme og forgiftninger.
Men heller ikke europæere og nordamerikanere gik ram forbi. I Danmarks hovedstad vibrerede Lakiudbruddene som en grim stank i københavnernes næsebor, og selv midt på dagen var det ofte svært at skimte Solen bag det giftige slør fra især svovlsyre i atmosfæren.
I vinteren 1783-84 frøs det 69 dage i træk i Paris, og i talrige franske sogne registrerede man en overdødelighed på ca. 25 pct. I Storbritannien, hvor man døbte 1783 »Askens år«, omkom omkring 20.000 mennesker som følge af giftskyerne fra Island, har forskere efterfølgende beregnet.
På den anden side af Atlanterhavet forbløffedes man over den isnende kulde. Ganske uhørt frøs Mississippifloden til is helt ned til New Orleans i Louisiana. Ja, selv dele af Den Mexicanske Golf frøs til.
I Danmark var alle fynske havne tilfrosne helt frem til 22. april 1784, og priserne på fødevarer steg voldsomt som følge af fejlslagen høst i forbindelse med den elendige sommer.
Imens kæmpede vort brave broderfolk for atter at bringe deres store ø på fode. Men der skulle gå 39 år, før det islandske befolkningstal kunne passere tallet fra før, Laki-udbruddene forandrede alt.
Imens buldrer de jordiske kræfter videre under den nordatlantiske ø. En dag – i morgen eller om nogle hundrede år – vil den helt store islandske katastrofe med global rækkevidde atter indtræffe.
